Vi vågnede kl. 6.30 idag, lige tidligt nok til at spise morgenmad synes vi, men så kunne vi lige få aftalt programmet for dagen. Umiddelbart så vejret fint ud, da vi første gang kiggede ud af vinduet, men da vi skulle over til morgenmad begyndte der er komme lidt skyer. Dagen idag har budt på solskin og en byge en gang i mellem, faktisk meget dejligt når der er 30-32 grader.

Efter morgenmaden kørte vi mod Everglades, vi bor ikke så langt fra indgangen til selve parken. Efter man kører ud af byen, kommer man igennem et område med landbrug, dvs. de dyrker appelsiner, tomater osv.

Inden vi nåede helt ud til Evergaldes, kom vi forbi “Robert is Here”. Et sted hvor der er mulighed for at købe alle mulige eksotiske frugter og grønsager i overdimensionerende størrelser. Vi fik også set de rigtige Key Lime, som er dem de bruger til Key Lime Pie, de er ca 1/3 af størrelsen på dem vi kender derhjemme.

Efter besøget her, kørte vi videre til Anhinga Trail i Everglades.

Vi ankom til Anhinga Trail omkring kl. 10.15, lige i tilpas tid til at tage med på en gratis wildlife watching tur sammen med en park-ranger. Han fortalte en masser om alligatorer og om Everglades generelt. Han fortalte bl.a. at der ikke var problemer med alligator angreb i nationalparken, men istedet i de beboede områder inde omkring Miami, hvor husene f.eks. lå ved en flod eller en sø. Problemet er at folk fodre dem. Han forklarede det som, at en alligator er lige som en hund, hvis man først har fodret dem en gang, tror de at de hele tiden skal have. Alligatorerne begynder derfor at forbinde menneskene med mad. I Everglades må dyrene ikke fodres, og derfor har de ikke samme problem.

Der er ikke helt så meget gang i dyrelivet på denne tid af året, som sidst vi var her i slutningen af marts, men mange af fuglene ligger også på rede nu. Vi så heller ikke så mange alligatorer som sidst, tilgengæld så vi nogle små nogen denne gang. Park rangeren mente at de måtte være omkring 2 år gamle. Tilgengæld var de par skildpadder vi så, noget større end dem der var der sidst.

Vi havde besluttet at vi ville køre til Flamingo, som er den sydligste by i Everglades, selvom der nu ikke rigtig var nogen by. Inden vi nåede derned holdt vi ind flere steder og var ude at gå en tur.

Vi holdt bl.a. ind et sted, hvor vi gik ud ad en sti gennem mangrove. Park-rangeren havde tidligere fortalt, at hvis der er mangrove, er man i nærheden af saltvand.

På vores vej til Flamingo så vi også en ørn, der havde fanget en fisk og sad og spiste den oppe i en trætop.

Vel ankommet til Flamingo gik vi op i deres visitor center, hvor der dog ikke rigtig var nogen, men det er jo også helligdag, Memorial day. Men vi kunne dog komme ind og kigge. Mygge-barometeret stod på “horrible”, det anden værste. Jo, der var myg, og vi er dog også begge blevet bidt, men hvis de synes det er horrible, så har de vist aldrig været i midtsverige i sommerferien…. der kan vi snakke om horrible myg smiley Meeen, det er nu alligevel blevet til +20 myggestik til mig, Rasmus gider de ikke spise, snyd.

Frokosten indtog vi på den eneste cafe som var i Flamingo, men med en fantastisk udsigt ud over vandet.

På vej tilbage fra Everglades kom vi forbi et skilt til Schnebly Winery. Jeg havde hjemmefra læst lidt om det, så vi bestemte os for at køre der hen og kigge. Det var et rigtig fint sted, meget tropisk. Schnebly er det sydligste vinproducerende sted i USA. Her kunne man for ca. 60 kr. pr. mand smage på 5 forskellige vine, som udelukkende er lavet at tropiske frugter, bl.al. avokado og passionsfrugt. Vi fik endda glassene med os, gad vi hvordan vi får dem transporteret hjem.smiley

Vi nåede også en tur i Florida Keys Outlet, hvor Rasmus endelig fik sin fødselsdagsgave, et par Rayban solbriller. Bagefter kørte vi i Walmart og fik handlet lidt ind, så vi har lidt drikkevarer på hotellet. Der er køleskab med fryser og microovn på værelset. Vi har købt et køleelement og så har vi en lille køletaske med, så vi kan have kolde drikkevarer med når vi er ude og køre, fungere rigtig fint.

Da vi kom tilbage til hotellet fik vi lige en øl udenfor inden vi gik over og fik noget mad på McD. Så fik jeg også prøvet det for første gang i USA. Man kan jo næsten ikke have været i USA 4 gange uden at prøve McD i dets hjemland, men det er nu hermed prøvet.